Det skyldes at jeg stadig sigter efter en tur til Hawaii til efteråret. Med den rigtig dårlige start i Melbourne, kræver det lidt flere race end først planlagt.

Jeg er efterhånden velrestitueret efter Melbourne (Godt nok lidt syg i skrivende stund:)), og regner med at være vægt- og træningsmæssigt godt med i løbet af maj. Jeg har erkendt at DM Duathlon er lidt for tæt på i forhold til hvad der vil være fornuftigt, både pga. præstation men også pga. sandsynligheden for skader.

Derimod er jeg stævneklar til juni, hvor jeg først skal deltage i DM sprint. Et kort og hårdt stævne på den legendariske rute ude på tyren. Det er efterhånden nogle år siden jeg har kørt den distance, så det skal nok blive en god kort men hård dag. Ugen efter regner jeg med at stille til start i 70.3 i Italien (1/2 Ironman). Der er ikke så mange point at kæmpe om som på den fulde distance, men stadig et større stævne hvor jeg kan teste mig selv. Jeg kunne godt mærke jeg var lidt rusten til Melbourne, så bare det at få et nummer på maven giver lidt stævneerfaring.

Det store mål er stadig en mester performance til Ironman Frankfurt i juli. Her skal det hele forhåbentlig gå op i en højere enhed, så jeg både kan få lidt point og en fed oplevelse. Glæder mig til at køre et stort tysk stævne, da de efter sigende bare har styr på det L… .

Realistisk set, er muligheden nok ikke så stor for at der er nok point på kontoen til Hawaii, så derfor er Ironman Kalmar kommet på i august. Ikke optimalt i forhold til forberedelser til Hawaii, men højst sandsynlig en nødvendighed i forhold til kvalifikationen. Derudover skal lillebror og min gode kammerat Jakob også køre derhenne, så det bliver den giftige trekløver der tager på mandetur:)

Som noget helt nyt har Challenge CPH sneget sig ind undervejs, som et spændende men anderledes projekt. En tidligere træningskammerat på rulleski, Arne, har spurgt om jeg vil være ledsager på et stafethold, som består af blinde og svagtseende. Jeg skal være ledsager for Arne på cykeldelen, så det bliver 180 km. tonser tandem. Det skal nok blive sjovt. Arne har været blind det meste af hans liv, men er på trods af det stadig en af de mest aktive mennesker jeg kender. Vi snakker ski, rulleski, løb, goldball, roning, cykling og hvad han nu ellers kan finde på.

Min recovery program ”firstbeat”, blev selvfølgelig også brugt op til racet, så jeg hele tiden kan følge mit indeks. Jeg havde ikke mulighed for at ligge filerne ind dernede, men har efter hjemkomsten fået analyseret værdierne. Det viser sig at jeg fra ankomst i Melbourne og hele vejen frem til stævnet får en dårligere restitutionsindeks for hver dag, på trods af min reduceret træningsmængde. Dermed ender jeg med at køre race med et indeks under 200 i forhold til de 360 ved afrejse. Til sammenligning var jeg på min træningslejr på Gran Canaria ikke på noget tidspunkt under 200. Hmmmm.

Hvad kan jeg så bruge det til? Ja, jeg kan bedre forstå at jeg havde det så hårdt på cyklen, og meget svært ved at få pulsen op (gns. På cyklen 126). Men hvad mon det så er der påvirker indekset. Jetlag kunne være en af faktorerne. Efter at have forhørt mig rundt omkring lader det til at 5 dage tilvænning er utilstrækkeligt. Efter sigende kræver det ca. 14 dage at tilvænne sig en sådan markant tidsforskel. Men at den skal have så stor indflydelse på restitutionen er noget voldsomt. En anden ting kunne være at jeg måske har fået en bakterie i kroppen på flyveturen, men jeg har ikke rigtig følt mig sløj på noget tidspunkt. Mit indekset ligger stadig meget lavt her 2,5 uge efter stævnet, men kroppen er selvfølgelig også en smule brugt, og der har været travlt med alt andet end træning. Disse målinger står også uden sammenligning med nogle af mine tidligere race, så det kan meget vel være at nervøsitet og stævne stress kan have indflydelse på indekset. Det bliver så interessant at se næste gang jeg skal køre.

Svømningen startede i en helt ny dragt, som ikke var prøvet før. Med en 4 år gammel og hullet dragt som alternativ, kunne det kun være en forbedring. Den virkede også rigtig lækker at svømme i så den skal jeg nok få brugt en del:) Vi blev skudt i gang kl. 7 i mørke med en båd foran gruppen. Jeg havde i forvejen mørke briller, så kunne ikke se andet end personen ved siden af (tror faktisk det var hr. Hovgaard). Pludselig er vi meget ude af kurs og korrigerer tilbage, men gruppen fortsætter så den anden retning og vi begynder at svømme en meget lang vej ned mod første bøje. Jeg kan godt mærke at jeg ikke er presset, og har nemt ved at ligge med. Jeg vælger at holde gruppen uden at lave for meget, da jeg ikke rigtig kan se bøjerne. Undervejs bliver vi indhentet af de hurtigste damer (de startede 2 min. efter).

I  T1 ser jeg Jens PB og Esbens cykel og vi er en del der kommer ud på cyklen nogenlunde samtidig. Jeg holder mig til min plan med at ligge blandt de bagerste i gruppen og følge tempoet. På den første halvdel går det rimelig godt, og jeg får masser af sukker indenbords. På anden omgang syntes jeg det begynder at blive noget hårdere. Der bliver i perioder skiftet tempo, som mine ben ikke er så glad for. Jeg holder på med det der er, og begynder at få lidt kvalme på sidste del af cyklen. Da vi kommer til T2 er vi en gruppe på ca. 8 mand. Jeg når lige at tænke over at jeg ligger hvor jeg kunne forvente, og nu begynder racet for alvor.

Efter et lidt langsomt skifte kommer jeg ud lige bag Esben og Jens på løbet. Maven er ikke helt god, så jeg må kigge mig om efter et toilet. Ingen panik turen er lang, men med 3 toiletbesøg på de første 12 km. og lidt opkast falder tempoet (Holdte ellers pace på 4:00/km imellem pauserne). Jeg føler mig tappet for energi og kan ikke rigtig få noget ned. Tempoet begynder stille og roligt at gå over i overlevelsesstadiet, hvor jeg bare prøver at holde mig løbende. Hver gang jeg kommer til et depot tager jeg vand og kun en lille smule sukker, så jeg ikke får så koncentreret mængde sukker ind. Det betyder også at jeg holder tissepause for hver 3-4 km. Efter de 30 km. har jeg de sidste 10 km skiftet mellem gang og løb og pludselig begynder maven at få det bedre. Jeg begynder at få et lidt mere konstant pace uden at gå og på de sidste 6 km. øger jeg farten, så jeg til sidst løber 4:00/km igen. 

Med en sluttid på lige over 9 timer og en løbetid på 3:25, er jeg en meget skuffet og frustreret mand. Inden start havde jeg gjort op med mig selv at jeg skulle hele vejen igennem. Jeg har haft så mange DNF på CV’et de sidste par år, at det var vigtigt for mig at komme igennem lige meget hvad. Men med en 26. plads i profeltet, og flere agegrouper og 2 kvinder foran (Av av), lever det langt fra op til forventningerne.

Hvad gik så galt??? Ja der er en masse ting der skal hjem og kigges på. Svømningen er jeg ikke så bekymret for. Skulle gerne have været hurtigere ude på cyklen, men det overskud jeg følte liggende i gruppen, var en god fornemmelse. På cyklen havde jeg både tri-top og cykeltrøje på, pga. vejret. Måske det ikke var nok til at holde maven varm (følte ikke den var så kold). Sukkerindtaget gik ikke så godt. For det første brugte jeg gel som jeg ikke har prøvet før og mængden var noget større end normalt. Det underlige var at jeg følte mig presset på cyklen på trods af en gns. Puls på 126 slag/min. Det er ca. 10 slag mindre end jeg plejer. Derfor bliver det spændende at komme hjem og se hvad restitutionsprogrammet, ”Firstbeat” siger til mine filer op til racet. Var kroppen helt på toppen? Løbet blev så der hvor jeg måtte betale prisen og det var en dyr omgang.

Et sådan resultat er bestemt ikke brugbart og svært at retfærdiggøre over for familien. Der er investeret utrolig mange penge og tid i projektet, og hvis niveauet ikke bliver bedre end dette, giver det ikke meget mening. Drømmen om Hawaii er ikke ligefrem blevet mere realistisk og der skal nogle nøje overvejelser til, hvad næste skridt skal være. Så sammen med teamet i form af træner, behandler osv. Skal vi gennemgå løbet og det videre forløb.

At rejse om på den anden side af jorden er lidt af en tur, især når rejsens formål var en fiasko. Heldigvis var jeg så heldig at lære familien Balsby at kende, som har været utrolig gæstfrie og hjælpsomme. Så dem skylder jeg en stor tak, for at rejsen til Melbourne efter alt blev en stor oplevelse.  

På flyvningen herned havde jeg en mellemlanding på 11 timer i Dubai, hvor jeg kunne få arbejdet mig lidt ned i bunken af opgaver fra arbejdet, som har vokset sig lidt stor efter Gran Canaria. Det var fint men en anelse hårdt til sidst da jeg var meget træt og koffein er bandlystL

Ved ankomst i Melbourne lufthavn tog jeg en taxi ud til værtsfamilien i East Brighton, tæt ved målområdet (ca. 7 km.). Jeg har været så heldig at få lov til at bo hos Lone og Bo og deres 2 børn Kaya og Oskar. Jeg er blevet taget utrolig godt imod, og har fået værelse, bad og toilet for mig selv (Total luksusJ). I går da jeg ankom, fortalte de hvor vigtigt det var at holde sig oppe hele dagen for at komme ind i døgnrytmen. Så de fik mig sparket ud af sengen et par gange da jeg var ved at gå kold. Faktisk gik Bo så langt at han tilbød at cykle med mig på min rulletur (efter sigende første tur i 6 mdr.), så jeg ikke faldt i søvn. Men det gav også pote i nat da jeg lige tog mig 11 timers søvn.

I dag har vejret ændret sig fra over 30 grader og sol i går, til regn og ca. 15 grader. Men det kan tilsyneladende også svinge mellem 15-35 grader på denne tid af året. Til weekenden lover de ca. 21 grader og knapt så meget vind, så det vil være optimale forhold. Forhåbentlig er det lidt mere troværdigt end 5 døgns prognosen derhjemme.

Ellers handler det jo bare om at blive frisk inden racet. Startnummer er allerede hentet, og udstyret mere eller mindre på plads. Forberedelserne har været rigtig gode i forhold til normalt og kroppen har fået den træningsvolumen den kan klare. Der kommer selvfølgelig altid lidt mærkelige ømheder inden racet, og denne gang er ikke nogen undtagelse. Men der plejer normalt ikke at være problemer under et race, så jeg tager det helt roligt. Skal jo bare hjem og holde træningsfri bagefterJ

Målsætning og stævneudstyret bliver ”posted” i løbet af ugen

Det har været en hård omgang den sidste uge. Efter hjemkomsten fra Gran Canaria, havde benene brug for en god gang hvile. Min ide om at kunne gøre det godt sidste søndag på SRAM MTB duathlon’s sidste afdeling, blev i stedet til endnu tungere ben og knapt så meget fart.

Svømningen har været nedprioriteret i forhold til den volumen jeg lå og svømmede sidste år, men derimod med en positiv effekt. Kvaliteten til hver svømme pas har været rigtig godt, og farten lader til at sidde lige i skabet. Nu mangler jeg bare lige en våddragt inden stævnet, men der er jo også en hel uge til jeg tager af sted.

Cyklen har kørt godt på Gran Canaria. Jeg har følt mig stærk på stigningerne og uden problemer med at fortsætte. Men efter hjemkomsten med tunge ben, har det været svært at finde farten. Jeg har haft enkeltstarteren ude et par gange, da jeg lige skal have lidt tilvænning (det er noget lidt andet når man har kørt alm. Racer i 4 uger). Desværre har benene ikke rigtig været der hele ugen lige indtil i går. Jeg startede dagen med en god cykeltur der blandt andet skulle byde på 1,5 times Ironman pace. Det blev til 2 omg. På DM ruten med split på 45:12 og 45:19 (2×29,7 km med puls 134). Noget nær sommer pace tider, så jeg tror at cyklen er ved at være der.

Den største udfordring i denne uge var nok 2 hårde løbedage lige efter hinanden. Onsdag efter svøm stod den på 28 km løb med 4:00/km. Det løbepas blev indendørs så jeg kunne prøve mit nye K-Swiss raceopsætning. Dagen efter var der 1000m intervaller på menuen i 3:00/km. Det var en slem omgang men overraskende nok kunne jeg godt klare de 5 gentagelser (Det holdte dog lidt hårdt). Jeg har derfor store forventninger til løbedelen om 14 dage, hvor jeg forhåbentlig kan sætte ny PB:)

Alt i alt har jeg følelsen at jeg er stærkere på alle 3 dscipliner i forhold til tidligere. Taget i betragtning at det er et tidligt race, har jeg gode forventninger til Melbourne og resten af sæsonen. Målsætningen i Melbourne er beskeden, da feltet ser ud til at være det stærkeste udover Hawaii. Derfor en god mulighed for at måle sig med verdenseliten, og forhåbentlig samle lidt point sammen i kampen om at nå til Hawaii i oktober.

Her et lille billede fra Gran Canaria, hvor den gamle kom og trænede med i den sidste uge. Vi har sat os som fælles mål i år at få en kval plads til Hawaii, så der må trænes. Vi står i knapt 2000 meters højde, på øens højeste punkt

Nu står den så på en hviledag i morgen, med lidt svøm, for lige at komme til kræfter. Svømningen i denne uge har indtil videre budt på 2 gange 5 km svømmepas og et enkelt pas på 3,5 km. Det er gået bedre end frygtet med at pace mig selv, så forhåbentlig holder jeg stadig farten.

Cyklen har slidt lidt på kroppen de sidste 3 dage. Efter behandling tirsdag, var jeg både frisk og opsat til at give den gas onsdag. Det blev med 3 timers hård intensitet i bjergene. Torsdag forsøgte jeg at finde lidt fladere terræn for en lidt roligere rulletur, men det findes ikke rigtig hernede i stedet gik der lidt cykelløb i den da jeg mødte nogle andre ryttere på vej hjem. Så et middel intensitet cykelpas på 2 timer. I dag, fredag, var jeg på et kort visit i danske omgivelser i knapt 2000m højde. Ikke pga. højden, men mere den lille smule sne der lå i siden (Kørte dog stadig med korte bukser og trøje). Vejret hernede var helt perfekt i dag, så på vej op af første stigning tænkte jeg at jeg måtte prøve at nå det højeste punkt på øen. Det blev i selskab med 3 flinke gutter fra Wales, som skiftede til at pace mig op af stigningerne. Men da løbet så blev givet frit de sidste 200 hjm. var jeg en anelse slidt og så skulle der graves dybt for at sætte dem:) Derefter kørte jeg direkte hjem da jeg havde lovet at være tilbage omkring kl. 14. Men direkte blev det ikke helt og med et par forkerte smutveje, hvor man så må ende med at vende om i modvind og op af bakke, måtte jeg sande at ikke engang 20 km enkeltstart med medvind og 40-55km/t var nok til at få mig hjem til tiden. Men så er det jo godt at vi ikke har så travlt hernede, og efterhånden er begyndt at vænne os til den spanske mentalitet:)

Som en god afslutning på dagen som familiefar, var der også lige tid til lidt badning i poolen, en tur i tivoli, god kinesisk mad og børnedisko. Så nu er det bestemt også sengetid.

 Mine forberedelser har været virkelig gode det sidste stykke tid, og så lige med en måned i varmen, er det optimale muligheder for at blive virkelig stærk inden IM Melbourne.

Der har været rigtig gode indikationer på at jeg er tilbage på det niveau hvor jeg er ved at være godt kørende, og noget bedre kørende end normalt på denne årstid. Jeg ankom sammen med familien til Gran Canaria i mandags hvor der stod afslapning og lidt badning på menuen. Tirsdag morgen stod jeg allerede klar til at få lidt sved på panden, så jeg lagde ud med en lille morgen joggetur i det dejlige vejr. Jeg begyndte dog at mærke lidt stik i min højre fod i det område hvor jeg var skadet sidste år. Da der ikke var noget efter løbeturen rullede jeg lidt på cyklen om eftermiddagen. Det gik også fint uden jeg mærkede noget, men om aftenen kunne jeg mærke at den havde været lidt for belastet. Jeg købte lidt Voltaren om aften for at se om det kunne tage ømheden til dagen efter, men nej. For ikke at træne benet fuldstændig i stykker ligesom sidste år, valgte jeg at ligge med benet oppe dagen efter, og køle det ned nogle gange i løbet af dagen. I dag torsdag, var jeg så heldig at få besøg af en meget dygtig behandler der kunne gå kroppen igennem. Tilsyneladende var mit bækken lidt skævt, et par sener overbelastet og et meget spændt højre ben. Så i bund og grund den perfekte start på en træningslejr. Heldigvis har jeg lavet en ny aftale igen tirsdag for behandling. Indtil da har jeg har fået lov til at give den gas med svøm, cykelture fra lørdag og muligvis hvis benet har det godt tirsdag kan jeg begynde at løbe. Godt at træningslejren ikke kun er en uge for så ville det ikke blive til så meget træning.

Med min form taget i betragtning og hvis benet har det bedre fra midten af næste uge har jeg stadig et par uger med kvalitet inden jeg tager hjem. Indtil da må jeg bare prøve at holde ferie, og lade kagerne være. Det er en anelse svært med familie og svigerfamilie der går og nyder de søde sager hernede:) Men på den anden side er det jo dejligt med lidt mere tid til familien.

Udgangspunktet for en god gang januar træning var bedre end normalt, da jeg har haft et stabilt træningsforløb siden starten af november. I uge 1 var det med udgangspunkt i mit eget program, der bød på meget volumen på svøm, så meget tid på landevejen som muligt, styrke og stabilt løb. Det var rimelig meget i samme stil som træningen har været de sidste par år. Men til tider er det dejligt for motivationen med et frisk pust. Derfor var der ikke noget betænkningstid da Kim Visby fra Fit4Bike, tilbød sig som træner.

Uge 2 begyndte ud fra en noget anderledes træningsopbygning. En træning med mere fokus på styrke i form af styrke øvelser på cyklen (lav kadence og IM puls) og core øvelser. Jeg har de første par uger haft over 4 timers styrketræning om ugen og 3 gange styrkefokus på cykelrulleren.

Jeg har tidligere haft det svært med cykeltræning indendørs. Men med nyhedens interesse, en rigtig god cykelruller og nogle spændene programmer går det virkelig nemt. En anden positiv ting er, at man får virkelig meget kvalitet på meget kort tid (så er der lidt mere tid på sofaen).

Svømningen er også reduceret. Jeg har nu kun 3 fokus svømmepas om ugen, så jeg er frisk hver gang jeg går i vandet. Det har hurtigt vist sig at være en fordel, da jeg så kan få mere kvalitet i træningen. Derudover bliver det til minimum 1 roligt glide svømmepas om ugen.

Løbet er også positivt. Jeg har bygget volumen op siden starten af november og ligger pt. på 60 km om ugen, uden ømheder. Det er løbetræning med en lang tur på ca. 20-25 km om ugen, og med hurtige kombipas.

For at danne sig et overblik over mine forbedringer i forhold til den nye træning, benytter jeg ihærdigt restitutions programmet First beat. Det betyder puls målinger hver nat, for at se om restitutionen kan følge med i forhold til træningen. Indtil videre er det samme mønster der viser sig i løbet af en træningsuge, hvor restitutions indekset svinger lidt op og ned efter træningsindsatsen. hvilepulsen er så småt begyndt at falde, og variere selvfølgelig efter træningen (ligger mellem 28-31).

Så alt i alt et godt udgangspunkt inden 3,5 uges træningslejr i februar hvor kroppen virkelig skal presses:)

Så sent som i sidste weekend var jeg et smut forbi Fit4Bike som har ligger i Fr.sund hos speciel butikken Peak Physique. Det var lige de sidste små justeringer af en allerede tilpasset TT- cykel, med lidt nye komponenter. Så nu er cyklen sat op i rulleren og klar til Ironman forberedelserne frem mod Melbourne.

Udover bikefitting vil Kim Visby overtage jobbet som træner efter Michael Krüger. Et skridt op af stigen, da Visby i sin tid på Landsholdet, var i samme position som mig i forhold til arbejde, træning og familie. Jeg tror at jeg kan få en bedre ugeplan skruet sammen, med fokus de rigtige steder så jeg ikke behøver at gå på kompromis med træningen. Kim var en virkelig ond maskine på cyklen i hans tid som triatlet, så forhåbentlig kan jeg vinde lidt mere power over sæsonen med ham som træner, og rykke niveauet et hak op.

Som et lille træningsredskab, skal vi også benytte os af restitutionsprogrammet first beat, fra Peak Physique, som jeg har beskrevet i et af mine tidligere indlæg. Her sender Jeppe flittigt mine restitutions filer retur, så vi kan følge mine værdier efter de hårde træningsblokke, og dermed blive klogere på hvornår jeg kan stramme kæden en smule i forhold til træning og hvornår jeg lige skal holde lidt igen.

Så alt i alt en spændende sæson med et stærkt team i det daglige som skal hjælpe mig til min bedste sæson indtil videre:

• Kim Visby. Træner og bikefitting
• Jeppe Alber: First Beat program, test, undersøgelser og løbestilsanalyse
• Erling Andersen: Body SDS behandler til den slidte krop:)
• Jørn Mortensen: Kontrol undersøgelser for krop og bækken skævheder

Så selvom andre race evt. passer mig bedrer og der er mulighed for at lege med om medaljer, må det lige vige i år, da drømmen om Hawaii har været det ultimative mål, i alle de år jeg har kørt triathlon (tror ikke det bliver meget støre). Min far som også kører tri, vil også forsøge sig i hans age group klasse, så det kunne være stort, at ende derhenne begge to.

Min sæson starter derfor tidligt med Melbourne Ironman i marts, hvorefter den efterfølgende sæsonplan må revurderes. Men grovskitsen ser ud som følgende:

• Ironman Melbourne 25. marts (A-RACE)
• DM duathlon 6. maj
• DM sprint 3. juni
• Challenge Aarhus 17. juni
• Frankfurt Ironman 7. juli (A-RACE)
• Ironman 70.3 weisbaden 12. august
• DM hold sprint
• Ironman Hawaii 13. oktober (A-RACE)

Udover A-race som er højeste prioritet, har jeg valgt at deltage i så mange danske mesterskaber som muligt. Det har altid betydet meget for mig at støtte op omkring de danske mesterskaber jeg har haft mulighed for. Disse race vil være dem der bliver nedprioriteret i tilfælde af, at jeg får behov for flere Ironman kval points.